23948sdkhjf

Tre 'kæmpeproblemer': Tidligere Irma-direktør retter ny skarp kritik mod Coop

Alfred Josefsen turnerede efter Irmas lukning rundt med stor kritik af Coop-koncernen og dennes ledelse. Den er ikke blevet mindre med sidste uges milliardaftale mellem Coop og OK

"Det virker ufatteligt". 

Sådan indleder tidligere Irma-direktør, Alfred Josefsen, et opslag på Facebook, hvor han - igen, igen - retter skarpe vendinger og en krads kritik af Coop-koncernen og den øverste ledelse i dagligvaregiganten. 

Han hentyder til fredagens milliardaftale mellem OK og Coop, som skyder et stort kontantbeløb ind i den skrantende Coop Danmark-afdeling - og samtidig bringer en økonomisk pakke til en samlet værdi på over 2 mia. kr. ind i den slukne pengekasse. 

Sådan fordeles de 2 mia. kr. til Coop Danmark

  • Coop Amba indskyder op mod 500 mio. kr. kontant i Coop Danmark - pengene kommer blandt andet fra salg af Coop Bank.
  • Coop Ambas kursuscenter Severin i Middelfart overgår til Coop Danmark.
  • Coop Amba eftergiver gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark. 
  • OK indskyder omkring 700 mio. kr. kontant i Coop Danmark. 
  • OK køber Coop-byen til en samlet værdi på 565 mio. kr. 
  • I alt: 2115 mio. kr. 

Kilde: OK og Coop Danmark

I sit Facebook-opslag peger Alfred Josefsen på, at "der er mange problemer i partneraftalen". 

Han ridser tre "kæmpeproblemer" op, hvoraf det første består i et habilitetsproblem, der centrerer sig omkring Kræn Østergaard Nielsens dobbeltrolle som henholdsvis Coop-direktør og bestyrelsesmedlem i OK Benzin. 

"Man kan forestille sig hvilket pres Coop har lagt på OK Benzin for at opnå en aftale, som kunne hindre en konkurs, eftersom alle iagttagere er enige i, at der ikke ville være andre løsninger tilgængelige for Coop", skriver Alfred Josefsen og peger på, at OK var "eneste alternativ til en Coop-konkurs". 

Den nye aftale

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark ca. 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel (2/3 af stemmerne). 
  • Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. 
  • Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
  • Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark. 
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK. 

Kilde: Coop Danmark

"Mistænkelig prissætning"

Alfred Josefsen hævder i sit opslag, at "nært forbundne "venner" sikkert har aftalt den pris, som begge parter kunne leve med" - dét han definerer som det andet kæmpeproblem af tre.  

Han henviser til den pulje på op mod 1 mia. kr., som OK-direktør Michael Løve har lagt ud som buffer, "hvis det giver mening at accelerere et initiativ". 

"Den fremtidige kapitaltilførsel vil således halvere Coop Ambas andel og mon ikke OK’s ejerandel lander på ca. 80% og Coop Amba ca. 20%", spekulerer Alfred Josefsen. 

Det tredje kæmpeproblem er ifølge den tidligere Irma-direktør, "hvorvidt OK Benzin er i stand til at gennemføre sin egen strategi om at gøre Danmark grønnere og mere bæredygtigt". Han tvivler på, at OK både kan investere ressourcer i sin egne strategier og samtidig redde Coop fra økonomisk underskud. 

RetailNews har forelagt Alfred Josefsens påstande for Coop-koncernen, informationsdirektør Jens Juul Nielsen oplyser, at man afstår fra at kommentere på opslaget. 

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.731